Fortæl kort om dig selv:

Mit navn er Tobias Ehlig, og jeg er i skrivende stund 20 år gammel. Jeg er født og opvokset i Aarhus C, hvor jeg også stadigvæk bor. Min opvækst har været god, og nok meget lige som alle andres. Min gymnasietid brugte jeg på Marselisborg Gymnasium, som er et gammelt og traditionsrigt STX-gym i Aarhus, hvor stort set hele min familie også har gået. Det var tre rigtig gode år, men som så mange andre havde jeg også brug for at komme lidt væk fra Danmark, da studenter-tømmermændene havde lagt sig. I dag studerer jeg på Handelshøjskolen i Aarhus, hvor jeg læser erhvervsøkonomi, HA-it.

Hvad foretog du dig i dit sabbatår?

Blot 12 dage efter at jeg havde fået studenterhuen på hovedet rejste jeg til Marbella, som ligger tæt på Malaga i Spanien. Her skulle jeg de næste to måneder arbejde på Hard Rock Café som tjenerassistent/afrydder (eller ”busser” som de kalder det). Det betød at jeg kun lige nåede de første knap to uger af studentertiden, som jo ellers siges at være ”en sommer man aldrig glemmer”. Det blev det dog også mit vedkommende, og det vil jeg så uddybe nærmere nu.

Det blev nemlig en ekstremt mindeværdig sommer for mig, hvor jeg arbejdede i udlandet. De oplevelser jeg fik i den sommerferie hvor mine venner derhjemme festede videre har betydet så meget for mig, og selvom jeg gik glip af et par enkelte studenterfester, så har jeg efterfølgende fået at vide af mine gymnasiekammerater, at studentertiden for dem trods alt ikke varede mere end 2-3 uger sådan for alvor, så jeg er ikke gået glip af det helt store. Men jeg skal være ærlig at sige at det var en svær beslutning da jeg skulle træffe den omkring maj måned, men den dag i dag er jeg glad for at jeg gjorde det. Jeg valgte altså at forlade studenterrusen, og tage af sted for at arbejde i Spanien.

Hvordan fik du arbejde i udlandet?

Det hele startede faktisk med at jeg mødte en gammel bekendt til en fest i april 2012. Han var hjemme i Danmark i et par dage, da han ellers var chef på Hard Rock Café i Marbella til daglig på det tidspunkt. Han var vel sidst i 30’erne. Han havde været min chef på en anden arbejdsplads i Danmark tidligere, og vi havde et rigtig godt forhold til hinanden. Så da vi stod der og hyggesnakkede lidt med en god portion alkohol i blodet, så sagde han til mig ”Tobias, du skal da ned til Marbella og arbejde hos mig.”

Da jeg endelig fik taget mig sammen til at stå ud af sengen næste ”morgen”, så spurgte mine forældre mig, om det var en sjov fest jeg havde været til dagen før. Det havde nu ikke været noget særligt, så jeg valgte at fortælle dem om den lidt sjove episode, med ham min tidligere chef, som jeg havde talt med til festen. Selv havde jeg opfattet det som ment i sjov fra hans side, men da mine forældre hørte det sagde de ”du skal da lige prøve at skrive til ham, om han mener det”.

Efter en lang række af mails frem og tilbage var det på plads; jeg skulle til Marbella d. 9. juli, blot 12 dage efter at jeg skulle blive student. Højsæsonen nede på caféen i Spanien var i den periode, så det var enten allerede den dato, ellers kunne det ikke lade sig gøre. Så jeg valgte altså at kaste mig ud i det.

Kan du fortælle lidt mere dit sabbatår med arbejde i udlandet?

Ja, jeg var altså rejst til Marbella alene, og min tidligere (og på det tidspunkt også kommende) chef havde aftalt med en filippinsk familie han kendte i området, at jeg kunne leje et lille værelse i deres lejlighed. Så her boede jeg.

Lejligheden hvor jeg skulle bo lå i en lille lokal by ved navn San Pedro, ca. 20 minutter i bus fra Marbella, hvor Hard Rock Café lå. Mens San Pedro var fyldt med lokale, var Marbella i højsæsonen fyldt med turister. Det var en vild kontrast, men jeg er faktisk glad for at jeg kom til at bo blandt lokale, for også at få det kulturelle aspekt med.

De første tre dage jeg var i Marbella gik med at jeg skulle have en arbejdstilladelse, og det var ganske enkelt ikke nemt. Helt ny i en spansk by – og væk fra alle venner og familie – skulle jeg finde frem til politistationen, og her var det første svar på at jeg gerne ville have en arbejdstilladelse, at ”det kunne jeg ikke få”. For at gøre en lang historie kort, så endte jeg til sidst med at få en i tide, til at jeg kunne begynde at arbejde på caféen på den planlagte dato.

Første tre vagter på Hard Rock Café gik med oplæring, og en muskuløs, solbrun og smart fyr (på min egen alder viste det sig) skulle sørge for at jeg lærte de nødvendige ting, inden højsæsonen for alvor startede, og der kom maksimalt pres på. Først skulle jeg lære hele caféens menukort, og bl.a. kunne kende forskel på alle deres burgere. Det virkede fuldstændig umuligt, men jeg lærte det ret hurtigt.

Jeg arbejdede 40 timer om ugen, så det var egentlig ikke så galt, men til gengæld var der maksimalt pres på i størstedelen af tiden, og temperaturen i det sydlige Spanien på det tidspunkt var omkring de 40 grader. Vi var 10-12 samlet set ansat i min stilling som ”busser”, og vores opgave var at rydde af bordene samt gøre dem rene og lægge nyt bestik på, så de var klar til det næste hold gæster. Derudover skulle vi så hente mad fra køkkenet og bringe det ud til bordene.

Det er måske på tide at jeg fortæller, at jeg havde spansk på A-niveau i gymnasiet, og fik 10/12 på mit afsluttende karakterark. Men derfra, og så til at skulle præsentere alt muligt forskelligt mad til ”rigtigt” spansktalende mennesker, som efterfølgende stillede diverse spørgsmål, som skulle besvares… Ja, det var mildest talt ikke altid nemt.

I starten var jeg sindssygt presset når jeg var på arbejde. Jeg skulle for det første udføre et fysisk hårdt stykke arbejde som jeg aldrig havde prøvet før. Dels kendte jeg ikke en eneste (udover chefen som jeg kendte fra Danmark, som havde travlt med at få styr på diverse ting). Dels boede jeg for mig selv for første gang, i en by lidt væk fra Hard Rock hvor jeg ikke vidste hvor noget var. Og som om det ikke var nok, så foregik alt på spansk.

Hard Rock Café havde kæmpe succes den sommer, og der var lang kø ude foran hver eneste aften. Vi havde vel plads til knap 200 mennesker, og nogle gange kunne der stå 50-70 mere udenfor, som ventede på at få et bord. Så du kan nok godt forestille dig, at der skulle løbes stærkt for at gøre bordene klar, så snart gæsterne havde rejst sig.

Jeg husker mange vanvittige episoder derfra, hvor det hele sejlede. I min arbejdsgruppe var vi pressede, men for tjenerne var det næsten endnu værre. De skulle både være selskabelige og servicemindede, imens de skulle have styr på alle bestillingerne. En dag gik det for eksempel galt for en ung kvindelig tjener, da hun simpelthen havde glemt et bord, og det viste sig, at der endte med at gå 2 timer fra gæsterne havde sat sig, til de fik deres mad. Det var helt skidt – men okay, det var også Spanien, og sådan nogle ting er mere acceptable dernede, trods alt.

Ved middagstid var vi typisk ikke særlig mange på arbejde, da alle turisterne på det tidspunkt lå nede ved stranden. Men en dag hvor jeg var på arbejde i dagtimerne blev det pludselig overskyet, og så stormede folk op fra stranden, og hen på vores café. Vi var vel kun omkring 10-12 mennesker på arbejde, imod de 25-30 stykker om aftenen, så da caféen pludselig blev fyldt op ved eftermiddagstid, var vi altså i en helt absurd mangel på personale. Det resulterede i nogle vanvittige scener, hvor folk sad og råbte og skreg, og vi kunne slet ikke styre det.

Jeg blev enormt frustreret, fordi jeg er meget perfektionistisk som person, og jeg hadede at folk fik en dårlig oplevelse af vores arbejde. På et tidspunkt var jeg så irriteret over at vi ikke var flere på arbejde til at håndtere det store pres, at det gik ud over min effektivitet. Det bemærkede en manager, og hun hev mig efterfølgende til side og fortalte mig, at mit arbejde ikke var tilfredsstillende. Jeg var så sur og indebrændt, for jeg mente at det måtte være hendes skyld som chef, at der ikke var nok ”staff” på arbejde.

Jeg kunne skrive mange sider om alle de udfordringer jeg mødte på arbejdet, men for at den her artikel ikke skal tage flere timer at læse, så lad os springe videre til næste spørgsmål.

Hvad er det vigtigste du har lært i dit sabbatår ved at arbejde i udlandet? 

Som tidligere nævnt, så mødte jeg enormt mange udfordringer, både på arbejdet og i fritiden, hvor jeg reelt set ikke havde en eneste ven, og at jeg ikke kunne tale ordentligt med dem, da mit spansk var begrænset, og da deres engelsk-færdigheder var ikke eksisterende.

Jeg er ikke i tvivl om, at den sommer i mit sabbatår havde været meget ”nemmere”, hvis jeg bare var blevet hjemme med drengene og massevis af øl. Men jeg er så glad for at jeg besluttede mig for at tage af sted, for den tur har gjort mig så meget stærkere som person. Jeg har lært så meget om mig selv, og fordi jeg kastede mig selv ud på absolut dybt vand og overlevede, så ved jeg i dag, at jeg kan klare alt.

Det er meget populært at tage ud at rejse i sit sabbatår, hvor man ser en masse lande sammen med en ven. Det valgte jeg ikke at gøre. Det var som sådan ikke bevidst, og jeg ville egentlig også gerne have prøve den variant af et sabbatår. Men alligevel er jeg glad for den løsning jeg valgte. For ved at jeg kom væk fra alt og alle, og ikke havde en god ven med mig, så skulle jeg overvinde alle de her udfordringer på egen hånd, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det altid var liv og glade dage. Det skete at jeg var ked af det i perioder, fordi jeg var så langt væk fra mit trygge liv i lille Danmark, men jeg valgte at blive og tage kampen op, og det har styrket mig så meget som person.

Når jeg tænker tilbage på mine to måneder i Spanien her knap to år senere, så bliver jeg rigtig glad. Ikke nødvendigvis fordi jeg var den lykkeligste person i hele verden da jeg var i Spanien, men fordi den tur har givet mig så meget, som jeg ikke ved hvordan jeg skulle have fået på andre måder. Jeg er i dag dybt taknemmelig for at jeg fik muligheden, og jeg vil anbefale alle andre at gøre det samme.

Som person er jeg rigtig glad for de vante rammer hjemme i Danmark, og derfor var det en kæmpe udfordring for mig at skulle alene til udlandet for at arbejde. Der er bare noget helt specielt ved at være alene af sted, fordi det tvinger dig ud på endnu mere dybt vand, fordi du ikke har en god ven at dele alting med.

Hvor har det så bragt dig til i dag?

Jamen der er ingen tvivl om, at jeg i dag tror langt mere på mig selv end jeg gjorde inden jeg tog af sted til Spanien. Der skal meget til at ryste mig, fordi jeg har bevist over for mig selv, at jeg kan klare stort set alting. Det er ikke et spørgsmål om andre mennesker det her, det er et spørgsmål om mig selv, og udelukkende mig selv.

I den sammenhæng vil jeg også anbefale dig, at du gør noget i dit sabbatår for din egen skyld. Lad være med at tænke på alle mulige andre, men gør noget som gør dig til et stærkere menneske. For mig har det været helt perfekt at blive udfordret i udlandet, og så komme hjem til Danmark med fornyet styrke.

Den tro på mig selv det har givet mig betyder fx at jeg i dag driver min egen virksomhed, hvor jeg har nogle forskellige store projekter som jeg arbejder på. I øjeblikket går meget af min tid ved siden af studiet på at arbejde med webshoppen eCykelhjelm.dk, hvor jeg sælger cykelhjelme til danskerne. Det er et stort projekt med en masse udfordringer som jeg kun har turde kaste mig ud i, fordi jeg har fået mere tro på mig selv.

Er der noget du mangler at sige?

Ja for resten, du undrer dig måske over, hvad jeg så har lavet resten af året, nu hvor jeg kun var i Spanien i to måneder. Resten af mit sabbatår brugte jeg halvt på at arbejde i Aarhus, og halvt på at være på højskole i Vejle. Grunden til at jeg ikke fokuserer på de to ting i denne artikel er, at jeg ved at I allerede har artikler om det her på siden.