Skiguide

Hvad vil det sige at være skiguide?

Skiguide er et job, der kombinerer fede skimuligheder med arbejdet som guide hos et skirejseselskab. Arbejdet som guide inkluderer mange forskellige opgaver, men vigtigst af alt handler det om at servicere gæsterne så de er så tilfredse som muligt. Dette kan f.eks. være i form at vise gæster rundt på pisterne, arrangere forskellige aktiviteter: aftenudflugter, velkomstmøde, picnics, afterski events mm.

Mange har måske den opfattelse af at livet som skiguide kun handler om at feste og stå på ski, men det er vigtigt at forstå at det også er et job, hvor der ofte er travlt og mange opgaver at lave.
Hvis du overvejer at blive guide, er der selvfølgelig flere ting, du skal tage med i din overvejelse. Først og fremmest er destinationen selvfølgelig vigtig: hvor vil du hen? Er det afterskilivet, der trækker, godt terræn eller noget helt tredje, skal du undersøge hvor du kan opnå netop disse ting. Man kan også have præferencer ift. om man vil mod Nord eller Syd eller hvilket rejseselskab, man godt kunne tænke sig at rejse med.
Derudover er der en vigtig ting, som man også bør tage med i sin overvejelse, nemlig hvilke slags gæster, man gerne vil arbejde med (hænger sammen med valg destination og rejseselskab): pensionister, unge, festeglade mennesker, børnefamilier osv.
Mht. løn er det meget svært at udtale sig om. Der gælder det bare om at søge informationer hos de forskellige selskaber. Det varierer nemlig rigtig meget fra selskab til selskab. I nogle tilfælde er der også mulighed for at tjene provision ift. de arrangementer, man som guide selv får stablet på benene.

Hvad er forskellen på skiguide og skiinstruktør?

Skiguide er som nævnt ovenfor et job, der inkluderer mange forskellige opgaver, hvorimod jobbet som skiinstruktør er et job, der består af at undervise andre mennesker i at stå på ski. At blive skiinstruktør kræver en uddannelse, og det gør det ikke at få et job, som skiguide.

Hvorfor gør man det?

Den helt store årsag til, hvorfor man vælger livet som skiguide, må siges at være fordi man elsker at stå på ski! Med jobbet som skiguide får man nemlig mulighed for at stå på ski en hel sæson, samtidig med at man tjener lidt penge.
Jobbet inkluderer også mødet med mange mennesker, så der er næsten garanti for fede oplevelser, både på pisten og om aftenen.

Hvordan bliver man skiguide?

At blive skiguide er ligesom at få et hvilket som helst andet arbejde: du skriver en ansøgning til jobbet, som du sender til de selskaber, hvor du godt kunne tænke dig at arbejde. På hjemmesider på nettet er det muligt at finde sider, hvor der er ledige jobs. Hvis der er nogen, der så synes at din ansøgning ser spændende ud, indkalder de dig til samtale.

Fordele ved at være skiguide:

Den største fordel ved at blive skiguide er selvfølgelig, at man får penge for at stå på ski!
Derudover medfører jobbet jo at man møder en masse nye mennesker, både på arbejdet og i byen. Der er således god mulighed for at få nye venner. At være skiguide giver også en masse i form at personlig udvikling, og så kan man jo skrive det på sit CV efterfølgende.

Ulemper ved at være skiguide:

I forhold til at arbejde i Danmark er jobbet som skiguide ikke særlig godt betalt.

Derudover skal man virkelig overveje om jobbet er noget, man virkelig vil, for det er bestemt ikke en ferie, man er på. Som guide skal man nemlig stå til rådighed for gæstrne 24/7.

Før du rejser:

Find ud af, hvor længe du ønsker at være af sted. Det kan godt for nogen blive ”for meget” at stå på ski hver dag i 4-5 måneder.
I din søgning efter rejseselskab er det også vigtigt at du finder et med gode arbejdsvilkår. Nogle har nemlig bedre arbejdsbetingelser end andre.
Som tidligere nævnt bør du også virkelig overveje, om det er jobbet som guide, du vil have. Der er jo også andre muligheder for at komme ned og stå på ski, f.eks. i form af arbejde på en bar – eller som en del af hotelpersonalet.

Hjemmesider:

www.dendanskeskiskole.dk – Her kan du læse om at blive uddannet skiinstruktør
www.hojmark.dk – Et rejseselskab hvor du kan blive ansat som skiguide
http://www.service-co.dk/ – En guideskole hvor du bl.a. kan blive skiguide
http://www.skisport.dk/job/ – En side der løbende ajourføres med jobs fra de danske skirejsebureauer