Højskole i udlandet

Hvad er højskole i udlandet?

Det er svært at give en entydig definition af, hvad højskoleophold i udlandet egentlig er, da denne måde at bruge sit sabbatår på kan variere meget alt efter, hvor du rejser hen og hvem du rejser med (arrangør). Men princippet går ud på, som på en dansk højskole, at man i en større eller mindre gruppe har undervisning i forskellige fag, mens man opholder sig sammen. I modsætning til en dansk højskole foregår undervisningen og hele opholdet bare i udlandet på valgte destinationer.

På nogle højskole i udlandet kan man blive undervist på forskellige sprog alt efter, hvor man rejser hen. Man kan også rejse sammen med kursister, der har en anden nationalitet end dansk. Men dette afhænger i høj grad af valg af arrangør. Opholdet er planlagt hjemmefra af arrangørerne, og som navnet siger, går man i skole, mens man er afsted.

En af de ting, man ofte lærer om, er den lokale kultur, men ellers afhænger også fagene af, hvem du rejser med, og hvorhen: det er f.eks. muligt at forbedre nogle af sine sprogkundskaber (spansk, engelsk osv.), eller at lære sig selv bedre at kende gennem selvrealisering. Det er også muligt f.eks. at vælge højskoler, hvor hovedfokus er på adventureoplevelser, eller på frivilligt arbejde.

Højskole i udlandet er efterhånden blevet en meget populær måde at bruge en del af sit sabbatår på, og destinationerne har efterhånden bredt sig udover hele verden: fra Thailand og Vietnam, over Australien, New Zealand til Afrika og USA.

Hvorfor gør man det?

Med et højskoleophold i udlandet er der mulighed for at få en masse nye venner og opleve hele verden, men under ”trygge” forhold, da rejsen som nævnt er planlagt i store træk hjemmefra. Men på samme tid er der også gode muligheder for at ”gå sine egne veje” og rejse derhen man vil, i de indlagte friuger.

Højskoleopholdet i udlandet er også for dem, der gerne vil lære sig selv og sine grænser at kende eller på anden måde udvikle sig både fagligt og socialt.

Skal man tage alene på højskole eller med en ven?

Om du rejser alene eller med en ven er helt op til dig selv. Begge muligheder er helt klart brugbare, når du rejser på højskole i udlandet. Hvis man måske er skræmt eller usikker ved tanken om at skulle møde en helt masse nye mennesker alene, kan dét, at have én man kender på forhånd at rejse med, gøre, at man er mere tryg og mere åben overfor de nye mennesker, man møder.

At rejse alene er dog absolut intet problem, for chancen for nye venskaber er stor! Holdenes størrelser varierer meget efter destination og rejsearrangør, men vil nok typisk ligge på mellem 20-40 personer, så mulighederne for venskaber er i hvert fald til stede. Langt de fleste rejser alene, når de rejser på højskoleophold i udlandet.

Fordele ved at tage på højskole i udlandet:

Andre har på forhånd planlagt det meste af turen for dig, men der er dog stadig friuger, dvs. mulighed for i indlagte uger at lave noget på egen hånd.

Samtidig møder man en masse unge mennesker, som man tilbringer meget tid med, kommer tæt ind på livet af og deler store oplevelser med – man er altså ikke så tit alene.

Da man rejser med en arrangør, som formentlig har prøvet dette før, er chancen for at man oplever det allermest essentielle stor – de har jo erfaring og kendskab til bl.a. områderne, hvori du opholder dig, og tilrettelæggelse af undervisningen.

For langt de fleste, der vælger at tage på højskoleophold, taler selve undervisningen også for at tage på højskole i udlandet. At man på én gang kombinerer læring, venskaber og at rejse til verdens flotteste steder indbegrebet af, hvad højskoleophold i udlandet er.

Ulemper ved at tage på højskole i udlandet:

Hvis man tager et sabbatår for at få en pause fra skole og undervisning, er højskole i udlandet nok ikke det rigtige valg. I langt de fleste tilfælde skal man nemlig i skole alle hverdagene, med undtagelse af friugerne.

Derudover kan disse ophold også være en ulempe, hvis man gerne vil have 100 % frihed til at gøre hvad man har lyst til, når man har lyst til det.

Samtidig er dette også en forholdsvis dyr form for rejse, men dette kommer igen an på flere forskellige faktorer (arrangør, destination, tidsperiode osv.).

Før du rejser på højskole i udlandet:

Lav din research! Der er nærmest uendelige muligheder for at komme derhen man vil og få de fag, man synes er allermest interessante. Husk derfor at undersøge alle muligheder, før du beslutter dig for, hvor din rejse skal gå hen. Det ville være dumt bagefter at finde ud af, at der faktisk fandtes en rejse med en kombination af fag og destination, man hellere ville have været på.
Læs ovenstående fordele og ulemper, og overvej om ulemperne er nogle, du kan leve med, og om fordelene opvejer ulemperne. Og ellers: ha’ en rigtig god tur!

Hjemmesider:

En af de største udbydere af højskoleophold i udlandet er Dansk Studiecenter –  www.danskstudiecenter.dk

En anden populær udbyder af højskoleophold i udlandet er Zanzibar Højskolen – www.zanzibar-hojskolen.dk