Forstil dig, at nøglen drejes, motoren startes og bilen langsomt forsvinder ud ad grusvejen og bliver mindre og mindre.

Måske løfter du armen og vinker farvel, mens du står alene tilbage, omgivet af bjerge og mangotræer. Uden at du registrerer det, begynder sveden at bane sig vej fra hårgrænsen og ned ad ansigtet.

Hvis verden havde en ende, ville det være lige nøjagtig der, du befandt dig.

Mit navn er Anna

Jeg hedder Anna Sofie Bang og blev født D. 11 August 1994 kl. 1.02 på Frederiksberg Hospital, stue 2, tog mine spæde skridt i villaen på Solsorte vej, flyttede til Drosselvej da mine forældre blev skilt, lærte alfabetet på Duevej Skole, blev teenager på La Cour Vejs Skole og blev for halvandet år siden student på Falkonergårdens Gymnasium. Min tilværelse var indtil da ikke bare nogenlunde normal, men faktisk helt og aldeles normal. Lige indtil jeg besluttede mig for, at tage til verdens ende, landsbyen Nyamola.

Et nyt hjem

Nyamola ligger tæt på den mindre by Nsanje, der på alle sider er omgivet af grænser til Mozambique, men ligger i Malawi, det lille land med den store sø, eller som de fleste malawianere siger; Afrikas varme hjerte.

Her er problemet ikke den ‘hurtige’ sult, som opstår pga. naturkatastrofer eller krige, men den ‘langsomme’ hverdagssult, der opstår når klimaet er så varmt, at planter såvel som mennesker hvert sekund må kæmpe for at overleve.

Volontør for Folkekirkens Nødhjælp

I tre måneder skal jeg bo under stråtaget i en hytte langt fra mine normale omgivelser. Her skal jeg indgå i en familie og følge NGO’en CARD’s arbejde med at skaffe mad. Det var igennem Folkekirkens Nødhjælp, at muligheden bød sig, da de er donerorganisation til CARD.

HVERDAGEN som volontør i Malawi

Når jeg vågner om morgenen, starter jeg med opvasken fra dagen før. På grund af madrester er tallerkner og kopper et mekka for myrerne, der strømmer til. Det er dyrt med vaskepulver, så gryderne bliver vasket rene med jord, der nemt gnider svovlen væk.

Efterfølgende skal der hentes vand til dagens forbrug. Brønden ligger omkring 500 meter fra huset, og med en spand på hovedet vandrer jeg barfodet gennem det varme sand. Omkring mig vinker børnene grinende, og deres forældre hilser. Kvinderne følger med mig til brønden, der er et af de helt store samlingspunkter.

Kartofler til morgenmad

Når jeg kommer tilbage til familiens hytte, skal vi have morgenmad. Så der bliver tændt op i bålet og en af gryderne med vand bliver balanceret på tre sten. Derefter bliver de søde kartofler opvarmet. I mellemtiden kan jeg rende over hos naboen, der har køer, og få frisk mælk til en kop te.

Man spiser siddende på en måtte og de første dage smertedes min ryg af den mærkelige stilling, når man pludselig skal sidde på gulvet. Men hurtigt vender jeg mig til det og efterligner malawianernes siddemåde.

Uden rindende vand og elektricitet

Når vi har spist, tager jeg et bad. Det foregår ved at jeg med en kop hælder vandet fra spanden over mig selv, jeg er omgivet af en lille mur, der går mig til hagen, så jeg stadig kan få hilsner af forbipasserende. Privatliv er ikke eksisterende her. I Nyamola er det nødvendigt at bade tre gange om dagen pga. varmen – de fleste dage er her over 40 grader, og nogen gange helt op til 51.

Når kød fri dag er hverdag

Efterfølgende går turen til markedet, hvor de tre gange om ugen slagter geder. Fordi her ikke er elektricitet, kan familierne ikke opbevare kød, så når der endelig kan købes, er det eftertragtet. Man kan også købe tomater, bananer, salat, løg og tørrede fisk. Udvalget er småt, og gør variationen af mad lille.

Efter markedet begynder madlavningen igen. Eventuelle grønsager tager tid at rense og koge. Når frokosten er indtaget er det tid til at blive hentet af vores kontakt person.

Helt tæt på udviklingsbistanden

Jeg sidder bag på ladet af en jeep og holder fast, mens bilen kæmper sig igennem det hårde terræn. Vi skal ud og se på et projekt, hvor vand bliver ført fra floden ind til markerne og fordelt ved hjælp af trædepumper. Udbyttet af markerne bliver mange gange fordoblet og forskellen er ufattelig.

Da vi når tilbage til hytten, er mørket langsomt ved at falde på. Min værtsmor har tilberedt aftensmaden, imens jeg har været på udflugt. Den står som oftest på ris, bønner og hvis man er heldig, kål. På måtten under en helt klar stjernehimmel nyder jeg dagens sidste måltid og er glad for, at den familie jeg bor hos, ikke sulter.

Vil du også opleve hverdagen i et uland helt tæt på? Se mere på www.noedhjaelp.dk/go-global eller følg de nuværende volontører på facebook: facebook.com/fkngoglobal eller instagram: #fkngoglobal